Artikler på skolegospel.dk

Skole - & Konfirmandgospel.dk

Et tilbud om gospel til skoler og kirker i Danmark

Artikler

Læs på denne side artikler fra forskellige skolegospel arrangementer og andre arrangementer Rune er involveret i.

Tættere på næstekærlighed

For første gang har Nordfyns Musikforening stablet et

korarrangement på benene, og mange ville gerne være med ved premieren

Byline: Af Anne Louise Mikkelsen (almi@fyens.dk)

SØNDERSØ: Sang, jubelråb og hænder, der - for det meste - klapper i takt. Alt sammen noget, der kan høres, inden man overhovedet kommer inden for døren i Borgerhuset i Søndersø.

Det er lørdag eftermiddag, og godt 30 mennesker har valgt at bruge

nogle timer i Borgerhuset i selskab med gospel-instruktør Rune Herholdt.

Et arrangement, som Nordfyns Musikforening står for.

Og under entusiastisk vejledning fra den erfarne sanger lader de

fremmødte Borgerhusets grå stole få en hvilepause. I stedet står de af og

til med armene over hovedet, mens farverige toner fra både trænede og

uøvede stemmebånd strømmer ud i lokalet i skøn forening.

For Carton Sønder fra Nordfyns Musikforening er arrangementet en

gammel idé, der er blevet realiseret. For ham behøver man ikke

nødvendigvis at have noget tæt forhold til Gud for at være med:

- Gospel går ud på at hylde næstekærligheden, Jesus og Gud. Og

fællesskabet er helt unikt, når man synger gospel, fortæller Carton Sønder.

Sang jubelråb og hænder

February 3, 2011

For 44-årige Merete Jørgensen fra Søndersø er det første gang i mange

år, at hun finder sin sangstemme frem.

- Jeg har ikke sunget, siden jeg gik i 7. klasse. Rune Herholdt er en

anerkendt musiker, og jeg var lidt nysgerrig. Derfor er jeg her. Det er

faktisk lidt svært at synge med, men også livsbekræftende. Man kommer i godt humør, siger Merete Jørgensen i en pause.

Det er ikke det religiøse islæt, der har fået hende til at komme. Men

næstekærligheden - den kan hun godt mærke, når hun står og synger:

Dybere ind i sjælen

- Man kommer lidt dybere ind i sjælen, når man synger gospel, så det har noget med næstekærlighed at gøre, fortæller Merete Jørgensen, der dog ikke regner med at kaste sig ud i mere sang i nærmeste fremtid:

- Det er et kanongodt arrangement, men med min sangstemme er jeg er

bedre til at kigge og lytte, når andre synger, smiler Merete Jørgensen,

inden hun igen finder hen til sin plads blandt altstemmerne.

”Kom og syng gospel”

...lød opfordringen fra Nordfyns musikforening, og den opfordring var der ca.35 mennesker der lørdag d. 28. februar havde valgt at følge.

Glade og sanglyste mødtes de i Borgerhuset og fik gospel-undervisning af Rune Herholdt, som er en af Danmarks mest erfarne gospel-instruktører. På under en time var de ca. 35 opmødte blevet til et rigtigt lille flerstemmigt gospel-kor, og efter blot fire timer var de klar til at slippe sangenergien løs, med deres helt egen lille mini-koncert.

Nordfyns musikforening

"Rune var en meget engageret dirrigent"

Dagen sluttede med at Rune Herholdt og hans dygtige pianist optrådte for det nydannede kor, med sang og musik så ikke et øje vat tørt.

Dagen blev så stor en succes at Nordfyns musikforening straks besluttede at invitere Rune Herholdt igen til næste år, for at gentage arrangementet.

Så glæd jer til næste år, alle der har lyst til at prøve kræfter med gospel er velkommen.

Konfirmander synger gospel i Framlev

February 3, 2011

Konfirmander fra Harlev står i spidsen for gospelsang, bønner, altertavle og optrin i Framlev Kirke.

Søndag dem 18. januar klokken 10.30 er der gospelgudstjeneste i Framlev Kirke, hvor gospelsanger Rune Herholdt synger med konfirmanderne fra Næshøjskolen.

Det er tredje år, at Harlevs konfirmander afholder gospelgudstjeneste. Og ligesom de forgående år er gudstjenesten kulminationen for en hel weekend i forberedelsernes tegn.

-Jeg tager alle konfirmanderne her fra Harlev med på konfirmanlejr i Ahl ved Ebeltoft. Her skal vi bruge weekenden på at forberede gospelgudstjenesten om søndagen, forklarer sognepræst Lea Norup.
-De gost og vel tredive konfirmander fra Næshøjskolen samt lærere og sognepræst Lea Norup tager afsted til Ebeltoft fredag.

- På workshoppen skal konfirmanderne lære seks sange, hvoraf omkring fem kan høres ved gospelgudstjenesten.

Altertavle og optrin

Og der bliver en del forberedelser til gudstjenesten på konfirmandlejren, for der er andet på programmet end gospelsang, og det er eleverne, der primært skal forestå gudstjenesten. Udover at læse indgangs- og udgangsbøn, skal eleverne lave en altertavle, der skal indgå i gudstjenesen.

Ved gudstjenesten vil en række still-billeder, som eleverne har lavet, også kunnes ses og opleves.

Endelig vil lejrturen efter alt sandsynlighed også resultere i en form for optrin udover gospelsangen i løbet af gudstjenesten.

Samhørighed i kirken

Søndag morgen går turen tilbage til Harlev for konfirmanderne, der her afrunder weekenden med gospelgudstjeneste i Framlev Kirke klokken 10.30.

-Det er vildt dejligt med gospelmusik i kirkerummet. Og så synes jeg, det er en god måde at ryste menigheden sammen og konfirmanderne sammen på, forklarer Lea Norup, om baggrunden for valget af gospel som omdrejningspunkt.

- Det giver en god samhørighed i kirken. Efter opfordring står folk gerne op og klapper med.

-Ved gudstjenesten vilRune Herholdt i øvrigt også synge nogle sange, hvor konfirmanderne medvirker som kor.

Kilde: Folkebladet - jlc

Gospel-workshop

Lørdag kommer gospelsangeren Rune Herholdt og afholder workshop. Han er blandt kendt fra filmen “Oh Happy Day”, og var tilsvarende med til arrangementet de to forrige år.

- Det plejer at gå rigtig godt. På workshoppen er eleverne selvfølgelig lidt stille til at starte med, men Rune Herholdt er rigtig dygtig til at få dem med, og så bløder de ret hurtigt op. Så plejer de at synge gospel resten af lejrturen, smiler Lea Norup.

Fantastisk koncert i Ølsted Kirke med Ølsted Gospel Kor.

Anden søndag i advent var Ølsted Kirke rammen om en helt fantastisk gospelgudstjeneste med optræden af Ølsted Kirkes Gospelkor.

Det var første gang koret gav koncert i Ølsted kirke under ledelse af den nye dirigent Rune Herholdt.Og det var en helt nye oplevelse. Deres udsendte har haft fornøjelsen af at høre Ølsted Gospel Kor adskillige gange i de forløbne år. Det har altid været en stor fornøjelse. Og korets optræden denne anden søndag i advent, var ingen undtagelse. Undtagelsen var, at det var, som at høre et helt nyt kor. Forskellen blev tilskrevet korets nye dirigent.

”Rune har en helt anden tilgang til gospel musikken end vi har været vant til, fortæller korets formand Helga Østergård. Man kan sige det er mere løssluppen og kraftfuld. Han forventer stort engagement fra hver enkelt, men giver også sig selv fuldt ud. Så der er tryk på både når vi øver, men også når vi skal optræde”, lyder der fra formanden.

Og hvem er så denne Rune Herholdt? Flere kan måske huske ham fra filmen ”Oh Happy Day”, der også er titlen på en dejlig gospel sang, som naturligvis også klingede i Ølsted kirke denne søndag. Rune Herholdt er konservatorie uddannet, med sang som hovedfag, sidste sommer.

Fantastisk koncert i Ølsted

February 3, 2011

Han besluttede sig herefter for, at leve udelukkende af musikken, hvor en af hans store passioner ligger i gospelmusikken.

”Gospel musikken betyder rigtig rigtig meget for mig, siger Rune Herholdt. Jeg har en holdning til musikken som afspejler sig i min hverdag. Det fortæller jeg meget mere om på min hjemmeside www.runeherholdt.dk At gå ind og overtage Ølsted Gospel Kor har været en dejlig positiv og sjov oplevelse. Glade og engagerede mennesker, der tog imod mine nye tanker og ideer om hvad koret skulle arbejde med. Jeg mener man skal synge med hele kroppen, det skaber en god stemning og man kan ikke undgå at have det sjovt, smiler den sympatiske dirigent.

Vi har kun haft tre øveaftener inden koncerten. Og jeg syntes resultatet var overbevisende. Det gik vældig godt i aften, så jeg glæder mig til at fortsætte med koret også efter

nytår, lyder det fra den meget engagerede dirigent.

Den stopfyldte Ølsted Kirke gav ham ret i at det var en festlig aften, der huskes. Fra starten fik Rune Herholdt publikum aktivt med i musikken og det fortsatte aftenen igennem. Også sognepræst Jens Arne Skjøtt's prædiken var anderledes i sin fortælling og fangede tilhørerne med en dejlig historie, der gav stof til eftertanke.

Ølsted Gospel Kor gik, som afslutning, med dirigent Rune Herholdt i spidsen, ned gennem kirken til velfortjent stående klapsalver fra alle tilhørerne. En dejlig aften i Ølsted Kirke var forbi. Men mon ikke der bliver mange andre lejligheder til at nyde tonerne fra Ølsted Kirkes Gospelkor med Rune Herholdt.

Jørn Alsted

Halleluja i Højby

24 november 2008 04:00 af Jakob Herskind

Halleluja i Højby

February 3, 2011

Mia Madsen, synger allerede i et band, så dagens alternative møde med Kristus, var som at

komme hjem.

- Jeg elsker at synge. Så jeg kan rigtig godt lide det her, selv om det er lidt anderledes end det plejer, sagde hun.

Slå hjernen fra

De to unge var enige om, at det ikke gjorde noget, hvis den resterende del af

forberedelsespensum blev gennemgået på skrålende manér.

- Det der med at sidde og læse om Gud kan godt være lidt kedeligt, mente Mia Madsen, der skal konfirmeres til næste forår.

Kommende konfirmander fra Højby Kirke byttede i går "kedelig" salmesang ud med trommer,

bas og gospel

HØJBY: Konfirmationsforberedelse behøver ikke altid være noget med nedadgående mundvige

og blikke på himmelflugt.

Det ved konfirmanderne i Højby Kirke.

I går eftermiddag svajede, dansede, grinede, svedte og ikke mindst sang de i vilden sky, da et stopfyldt kirkerum lagde stengulv til gospelgudstjeneste.

I tre timer op til havde de cirka 40 unge været på gospelworkshop med Rune Herholdt, én af de

mest benyttede instruktører indenfor genren herhjemme.

Og 14-årige Mia Madsen og den jævnaldrende Nicolai Thomsen havde begge svært ved at

nedtone deres begejstring, da avisen mødte dem mellem generalprøve og koncert.

- Normalt sidder vi jo og lærer om kristendom og synger salmer. Det er fint nok, men det her er sjovere. Man bliver glad, man får rørt sig og der er knald på, sagde Nicolai Thomsen.

En meget engageret Rune Herholdt dirigerer. Gospelinstruktøren spillede blandt andet med i Hela Joofs gospel-komedie “Oh Happy Day”

Foto: Thomas Fredberg

Sognepræst Carsten Andreassen, der stod for den mere klassiske del af ceremonien, var da også fuldt bevidst om, at korsang, kontrabas, el-piano, trommer og en topengageret

gospelinstruktør til enhver tid vil kunne slå hans traditionelle undervisningsforløb.

- Kirken og Kristus skal ikke ind i hjernen, men i hjertet. Med sådan et arrangement her

begejstrer vi de unge i stedet for måske at trætte dem. Se selv, sagde han og pegede op på koret.

Halleluja, lød det. Igen og igen.

Kilde: Fyens Stiftstidende - Odense

24 november 2008 04:00 af Jakob Herskind

Er der lys foroven? Ordet gospel betyder evangelium. og traditionelle gospeltekster er derfor religiøse. Her giver konfirmanderne den gas under gårsdagens koncert i Højby Kirke.

Foto: Thomas Fredberg

Øvelse gør sangmester

-halleluja for en koncert

Øvelse gør sangmester - halleluja for en koncert

February 3, 2011

Rune Herholdt har stor erfaring med at lede kor og sang gerne for at få børnene med på sanglegen

Rune Herholdt formåede med stort engagement og sangglæde at indfange de kommende konfirmander på Rødkærsbro Skole, så de efter øvetimerne sammen Herholdt leverede et brag af en aften i Vindum Kirke

På få timer lærte de kommende konfirmander fra Rødkærsbro flere sange af inspirerende Rune Herholdt

Tekst: Kim Simmelsgaard

Foto: Jens Anker Tvedebrink

VINDUM: Det var næsten som juleaften i aftes i Vindum kirke. Men også kun næsten. For nok var kirken fyldt men lur mig om der ikke var en enkelt eller to, der måtte knibe sig i armen, fordi dét de oplevede i form af aftenens gospelgudstjeneste, havde de lige godt aldrig oplevet tidligere:

At tænke sig - kirkegængerne (primært forældre og bedsteforældre) var til aftenens lejlighed konverteret til et medlevende og klappende kor, der udgjorde et fantastisk veloplagt publikum, dirrigeret af Rødkærsbrodrengen Rune Herholdt.

Ligesom hovedpersonerne, de kommende konfirmander fra Rødkærsbro Skole blev det.

Starten på gudstjenesten/koncerten var - som man kunne vente - præget af en anelse spændthed, men inden man kunne nå at lægge en flad tier i kirkebøssen var børnenes attitude ændret til store og glade smil, der blev bredere og bredere jo flere sange de sang. Jo flere gange publikum sang og klappede med de.. Jo flere gange de henrykkede.

Eleverne og deres inspirerende dirrigent, Rune Herholdt , der ikke kunne gå på vandet, men dog stod på bænken, kunne det hele. Ville det hele. Gjorde det hele.

De sang om Guds kærlighed - Hallelujah, hvor var det godt. Også da hele kirken pludselig med hjælp fra Herholdt befandt sig stående, syngende på kryds og tværs. Dét fik sveden frem på manges pander.

Murene væltet

De væltede med publikums hjælp murene omkring Jericho, men kirken i Vindum blev stående omend kirketaget - som forudset af sognepræsten i Højbjerg, Niels Lai

- sandsynligvis lettede et par centimeter af bar begejstring over en utrolig gospelkoncert i aftes.

Men sangglæden og og oplevelsen kom ikke ud af ingenting. De 35 elever blev efter en lang skoledag hentet ved skolen i Rødkærsbro klokken 15 og kørt til Vindum Kirke, hvor udfordringerne lå og ventede.

Heldigvis sammen med en sukkerindsprøjtning i form af chokoladeboller og sodavand, og indenfor kirkens mure sørgede en særdeles veloplagt Rune Herholdt for vaskeægte vitaminer til de mange elever.

Med smil, charme, stemme og fagter indfangede og modellerede han eleverne med enkle midler.

Starten

Igen og igen blev sangsekvenser gentaget, nyt blev bygget på - og på var Rune Herholdt i allerhøjeste grad. Lige indtil starten på koncerten klokken 19.30.

- Eleverne har kun haft en spisepause ellers har vi øvet hele tiden. Men eleverne har bare været gode - klart over gennemsnittet, roste rutinerede Rune Herholdt.

Vel at mærke inden koncerten, hvor han satte sit eget præg med smukke sange - bedst var Amazing Grace som et smukt punktum på en gospelaften i Vindum Kirke, der torsdag aften momentvis var ændret til en levende amerikansk kirke, hvor man hujede og sang til og imod hinanden i et skønt inferno af stemmer. Stemmer der også i bedste USA-stil blev brugt til at heppe på hinanden.

Det var næsten som juleaften i Vindum.

Kirken var fyldt. Alt andet var anderledes, men alle - ikke mindst de kommende konfirmander - fik en uforglemmelig og uventet stor sanggave med hjem.

Meggie (tv) og Laura nød at være en del af torsdagens arrangement, selv om de var rystende nervøse.

Laura og Meggie overvandt nervøsiteten

Eleverne satte sit præg på gospelgudstjenesten

VINDUM: Laura Hansen og Meggie Gravensgaard var blandt de mange elever, der sang sig igennem det meste af torsdagen kulminerende med aftenens koncert/gospelgudstjeneste.

Rune (Herholdt,red) har bare været fantastisk inspirerende og sjov, sagde begge piger, da det var ved at være lukketide for kirken.

Forinden havde de mange tilskuere/kirkegængere oplevet de to piger på en speciel måde.

Rune stod og manglede en til at synge solo, og så sagde alle “Laura”. Så det blev mig, fortalte Laura Hansen.

- Jeg var så nervøs, at benene rystede, men jeg er ellers vant til at optræde, fordi jeg blandt andet har haft mit eget band, sagde Laura Hansen, der sang sine solopartier ganske smukt.

Og Meggie Gravensgaard læste som flere elever op mellem nogle af numrene.

- Jeg var nervøs for, at jeg skulle glemme teksten, så det var så benene rystede, erkendte Meggie Gravensgaard.

Sammen med alle de øvrige elever havde de haft en god men også lang dag.

Derfor henvendte Rune Herholdt sig også til forældrene i kirken.

- Børnene har været i skole, øvet flittigt og sunget. de har brug for at blive forkælet, når de kommer hjem, opfordrede han efter en lang men spændende dag.

VINDUM: De kommende konfirmander fra Rødkærsbro Skole var i aftes gospelstjerne for en dag. Sammen med inspirator og læremester Rune Herholdt leverede de et brag af en koncert i Vindum Kirke, der momentvis kunne sammenlignes med en kirke i USA - så meget sang, klappede og hujede den fyldte kirke, hvor man til fulde værdsatte aktørerne, der havde lært det hele på under fire timers øvelse.

Vild med gospel

For sangerne i koret Århus Gospel Singers er gospelmusikken ikke bare musik. Det er en kilde til glæde, håb og optimisme

Af Vibeke Schneider

På en lav scene foran koret står korleder Rune Herholdt og viser, hvordan man tramper rytmen i gulvet. På hans kommando svinger de 94 sangere taktfast deres kroppe fra side til side, mens de stamper med den ene fod. Den store gruppe glider rytmisk frem og tilbage som en bølge.

”I skal svede,” råber Rune Herholdt i sin mikrofon.

”Lige om lidt skal der lugte af gospel!”

Århus Gospel Singers synger sammen for første gang siden sommerferien. Egentlig har koret kun 79 indmeldte sangere, men rygtet om, at man med to timers sang kan få fyldt de tømte depoter med glæde og håb, må have spredt sig. I hvert fald er der flere førstegangssyngende til stede i aften.

Lyden af de næsten 100 syngende stemmer fylder lokalet. Nogle er høje og lyse, andre er dybe og grove, men sammen finder stemmerne en fælles klang, der som en heliumballon stiger op og lægger sig mellem de høje loftsbjælker.

Flere klapper spontant takten til sangen, de fleste på to og fire, en del på et og tre. Andre bevæger hænderne i luften foran sig, som for at føle tonen i rummet.

Håb om en bedre verden

Koret er klart østrogendomineret. Det mandlige islæt tæller kun otte tenorer.

Kvinderne er delt op i to stemmegrupper, alt og sopran.

Blandt alt’erne står Rigmor Nebel og hendes 21-årige datter Mette Nebel. De har sunget gospel i seks år.

”Det fylder mig med håb om, at der findes en bedre verden end man altid ser,” fortæller Rigmor Nebel.

”Det er meget livsbekræftende at være her,” stemmer Mette Nebel i.

”Det er den glæde og stemning, der er her”.To projektorer i loftet kaster sangteksten op på to store lærreder bag scenen.

Alt’er, sopraner og tenorer synger hver et vers af sangen for at finde tonelejet, inden korlederen Rune Herholdt med en stor armbevægelse giver alle besked på at stemme i.

En melodiøs lydmur af nærmest bibelske dimensioner vælter ud fra sangernes struber, og et øjeblik glemmer man næsten, at man er til tirsdagskor i Århus, og ikke til søndagsgudstjeneste i Harlem, New York.

Mange har lukket øjnene, og flere vrider ansigtet i skæve grimasser, som for at klemme så meget lyd som muligt, ud af hver eneste tone.

Samhørighedsfølelsen er så tydelig, at den næsten tager farve og form, og selv som tilskuer mærker man en instinktiv trang til at vugge med til rytmen og synge fra bunden af lungerne.

For Rigmor Nebel og datteren Mette er den ugentlige gospelaften nærmest en afhængighed.

”Vi synger gospel fordi vi slet ikke kan lade være,” fortæller Rigmor Nebel.

De er tilsyneladende ikke de eneste der har det på den måde.

”Der er flere, der siger, at de har brug for deres ugentlige gospelfix,” fortæller Rune Herholdt.

Som en sort prædikant

Mens koret synger, står Rune Herholdt på scenen, iført cowboybukser og kasket. Hans stemme går igennem mikrofonen og flyder ud over koret fra to store højtalere i loftet. Halvt talende, halvt syngende gentager han ord og passager i teksten med en intens, dyb stemme, som lige så godt kunne tilhøre en sort amerikansk prædikant.

Han stamper rytmisk i gulvet, på et tidspunkt så hårdt, at et par stykker papir hopper af nodestativet og daler ned på gulvet.

Vild med gospel

September 19, 2008

Rune Herholdt har sunget gospel siden midten af 1990’erne og han har været solist i flere år.

For ham er gospelmusikken et fristed.

”Her kan jeg blive accepteret som jeg er, og ikke som jeg burde være,” siger han.

”Når jeg synger, kan jeg nogle gange få kuldegysninger og tænke: ’Wauw, det er bare rigtigt det her!’”

Et møde med Gud

Gospelmusikken stammer fra USA, hvor den opstod under de sorte slavers møde med den kristne kirke.

Gospelen kom for alvor til Danmark i 1980’erne, men den amerikanske oprindelse er stadig tydelig. Alle aftenens sangtekster er engelske, på nær en enkelt.

Også den kristne tro er stadig en vigtig grundsten i musikken, og sangteksterne er alle en hyldest til Gud, Jesus og det kristne budskab.

”Det er en måde at møde Gud på. Jeg får lov til at synge til min Gud og om min Gud,” fortæller Christina Breinholt, som har sunget gospel i to år.

Christina Breinholts tro er dog ikke den eneste grund til at hun synger gospel.

”Jeg bliver glad og i godt humør af at synge de her sange. Man får rørt kroppen, og man synger med hele kroppen. Det er det, der gør det sjovt og fascinerende.”

Det at være kristen, er da heller ikke nogen forudsætning for at synge gospel.

”Man kan tro hvad man vil,” fortæller Rigmor Nebel.

”Her er frihed til at være dig.”

”Det skal bare føles dejligt”

En ny sangtekst projekteres op på de to storskærme. Sangen er mindre tempofyldt end den foregående, og koret synger den flere gange, i forskellige tonelejer og med forskellig styrke. Til sidst nynnes melodien bare. ”Så lukker I øjnene, det skal bare føles dejligt”, siger Rune Herholdt med sagte stemme. Gospelmusikken kan også bruges til at tage en musikalsk tur i følelsesregistret.

”Man kommer igennem blandede følelser,” fortæller Mette Nebel.

”Det kan være både glæde, vrede og sorg”

”Man får ligesom renset ud,” siger Rigmor Nebel.

Ifølge Morten Poulsen, som hjælper Rune Herholdt med at administrere koret, er koret nærmest en form for gruppeterapi.

”Jeg tror, at hvis man kommer her en gang om ugen, så bliver ens uge 30-40 procent bedre,” siger han.

Aftenens sidste sang er teksten til den aronitiske velsignelse, som de fleste har hørt i folkekirken. Præstens messende tone er erstattet af en stille melodi.

”Så kigger vi lige rundt på hinanden,” siger Rune Herholdt og fortsætter:

”For det er noget vi gerne vil give hinanden med hjem. Guds velsignelse.”

Sangen leveres med rolige, bløde stemmer, som for at vise ærbødighed for ordenes betydning.

Sangerne har knapt brug for at tænde cykellygterne på vej hjem. Deres lysende ansigter burde være nok til at bryde mørket.

Gospel for alle

Frodige kvinder i farvestrålende kåber, der med armene over hovedet lovpriser Gud. Ikke hverdagskost for den gennemsnitlige hverdagsdansker. Alligevel er gospel meget populært i Danmark. Og hvorfor egentlig det?

Af: Stine Bjørk Brøndum

”Vi mangler sopraner, så sæt dig dér,” siger korlederen, mens han peger til højre og tilføjer:

”Det er ikke så højt.”

Et kort sekund overvejer jeg at gå ud ad den store glasdør, som jeg netop er kommet ind af.

I stedet beslutter jeg at sætte mig over i venstre side af det store, lyse lokale, hvor den dybeste pigestemme, alt’erne, holder til.

Pladserne ved siden af, foran og bag mig bliver hurtigt fyldt op.

Jeg har lidt ondt i maven.

”Lad os nu komme i gang,” siger en lyshåret kvinde to sæder til venstre for mig, mens hun ivrigt gnider sig i hænderne.

Klokken nærmer sig 19.00, og luften er tyk af gensynsglæde, forventninger og energi, da korleder Rune Herholdt træder op på scenen.

Bølgen

Det er sæsonstart for Århus Gospel Singers denne tirsdag aften i Århus Valgmenigheds lokaler i Åbyhøj. En anderledes kirke, der udover at have et stort alter, med syv hvide, utændte stearinlys stående på en scene, har noget, de færreste kirker har.

Til højre for alteret står nemlig en forstærker, et el-piano og et sort Pearl trommesæt.

Det er kun 2. sæson for gospelkoret, der startede op i februar 2008 og dengang talte 79 medlemmer.

Der er cirka 90 fremmødte i det rummelige lokale, hvor det for godt en tredjedel af dem er første gang de skal øve med koret.

Da gospel kom til Danmark i 1970’erne med blandt andre Etta Cameron som en af foregangskvinderne havde genren trange kår.

Men i de seneste par år har Danmark oplevet lidt af en gospelbølge. Genren er blevet meget udbredt, og det anslås, at der er godt 5000-6000 danskere, der synger fast i et af de cirka 100 gospelkor der i dag findes.

Musikgenren opstod blandt sorte amerikanere i 1770’erne og har dybe rødder i slaveriet i de amerikanske sydstater. Den udtrykker et råb om frihed og forandring af tingenes tilstand, og teksterne er meget religiøse.

Fra opgivende til smilende

På scenen går Rune Herholdt rundt med en mikrofon og instruerer de forskellige stemmer i, hvordan de hver især skal synges.

Jeg er lidt skeptisk. For en uvant kirkegænger som mig, er det lidt grænseoverskridende at stå og synge om Gud.

Og det er ikke nok at skulle lære tekst og melodi. Vi skal også bevæge os fra side til side og klappe.

For en, selvom vi kun er i september, vinterbleg, hverdagsramt århusianer som mig er det svært at koordinere arme, ben og stemmeføring på én gang. Jeg kaster et hurtigt blik rundt om mig og trøster mig med, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved det.

Det kræver koncentration at huske det hele, og mens vi synger den første sang er jeg overbevist om, at gospel vist ikke er noget for mig. Og at jeg stadig har lidt ondt i maven hjælper ikke på situationen.

Gospel for alle

February 3, 2011

Jeg lukker opgivende øjnene. Holder dem lukkede. Og så sker der noget uventet.

Jeg bliver overvældet af de mange stemmer, der harmonisk fylder rummet helt ud. Tre forskellige sangstemmer, der forenes i en blød og varm klang. Alle udfylder, med hver deres røst, en plads i det store unikke lydbillede af fællesskab og livsglæde.

Jeg kan ikke lade være at smile, og da jeg åbner øjnene igen, da sangen er slut, er jeg ikke den eneste.

Sjældent har jeg set så mange oprigtigt smilende ansigter samlet på et sted.

Vejen til fællesskabet

Igennem de store vinduer, der er øverst bagved scenen, ses store træer, der svajer i vinden. Himlen er mørk og grå. Den står i stor kontrast til den lyse og varme atmosfære, der er inden døre. Varmen udspringer i lige så høj grad af fællesskab og sammenhold, som af de fysiske udfordringer og stemmeanstrengelser.

Da Rune proklamerer, at næste sang er ”Keep on making the way,” lyder der et:

”Yes! Den gør mig bare så glad,” fra et sted bag mig. Og da vi går i gang er det helt tydeligt, at de fleste kender den på forhånd.

Da Rune instruerer sopranerne synger de fleste alt’er omkring mig også med. Jeg kan ikke lade være med at stå og rocke lidt fra side til side. Og pludselig er det hele slet ikke så svært. Jeg slipper kontrollen og lader mig rive med.

Selvom jeg aldrig har hørt sangen før, overgiver jeg mig til musikken og sangen og skråler med af mine lungers fulde kraft. Og der er ikke en eneste, der ser skævt til mig.

Jeg glemmer fuldstændig min tidligere skepsis og giver slip på alle mine hæmninger. For selvom teksterne er dybt religiøse, er de samtidig fuldstændig åbne for folks egne fortolkninger. Det handler godt nok om tro. Men det handler også om håb. Og glæde.

Jeg forstår nu, mens jeg står midt i det, hvad det er gospel gør: Det binder folk sammen på trods af forskelle. Både religiøse og kulturelle.

Sangeren lukkes ud

Da tenorerne skal have styr på deres stemme, sætter resten af koret sig ned. Tilbage står otte mænd og tre kvinder fordelt på tre rækker.

Ligesom resten af koret er tenorerne en broget forsamling af mennesker i alle former, farver og aldre. Fra den unge studerende i løse cowboybukser til bedstefaren med gråt hår og briller i panden.

Sidste del af omkvædet skal synges i falset, som er en særligt høj og mindre kraftfuld måde at synge på.

Da denne del af sangen er sunget igennem et par gange, roser Rune dem:

”Tenorer på første række – I er vildt gode.”

Alle griner, for tenorerne på første række er de tre kvinder.

Mens tenorerne synger deres stemme igennem nogle flere gange, sidder jeg og nyder det store fællesskab af glæde, jeg lige nu er en del af.

Jeg kan mærke, hvordan de små hår på armene rejser sig, da resten af koret stemmer i sammen med tenorerne.

Det lyder, næsten som salig englesang og jeg opfyldes af en ubeskrivelig lethed og varme.

Jeg har ikke længere ondt i maven. Og pludselig bliver jeg klar over, hvorfor jeg havde det, da jeg kom og hvorfor det nu er væk: Jeg har gået rundt med en gospelsanger i maven, som i løbet af to timer i selskab med Århus Gospel Singers endelig er blevet sluppet løs.

Fred med gospel, Gud og gåture

Når Rune Herholdt trænger til ro, finder han den ofte i musikken, naturen og i religionen

Af Lisbeth Rinda Torp

’Bump,’ ’bump,’ ’bump’. I takt forsætter det, som en rytme, et hjerte der banker – som et regiment, der traver af sted.

En, to, tre…Nu sætter klappende ind. Lydniveauet stiger og de stampende fødders ejere bryder ud i sang. Gospel-sang.

Han står deroppe på scenen. Med mikrofonen i hånden dirigerer han slagets gang. Armene bevæger sig lystigt i takt med musikken. Som en sort mamma, den 31-årige hvide mand.

Han er en glad gummibold – ikke fordi han er rund udenpå – det er nok mere på indersiden.

Han læner hovedet bagover og starter sin solo Med lukkede øjne, åben mund og alle smilerynkerne tittende frem.

Det er Rune Herholdt, den århusianske gospelsanger, korleder og jazzmusiker, som snart er aktuel med en pladeudgivelse.

Fra skrig til klang

Det er ikke til at se, at Rune voksede op i en lille by uden for Bjerringbro. Men det er til at se, at det var i en musisk familie.

I Runes treværelses lejlighed er hele det ene rum helliget musikken og arbejdet. En mikrofon, som taget ud af et lydstudie, hænger over det elektriske keyboard, og Mac’en står tændt med et musikprogram kørende.

Runes mor er organist, og Rune kom med i kor allerede som 8-årig. Hver fredag tog han bussen til byen for at synge.

En fredag, mens han ventede på bussen, kom tissetrangen, og han fandt en toiletbygning.

”Der var helt vildt meget rumklang derinde. Og så gav jeg mig bare til at synge.” Han smiler, og farven kommer frem i kinderne.

Hvad Rune ikke vidste var, at sangen sagtens kunne høres uden for bygningen, og undrende blikke mødte ham efter toiletbesøget. Siden da er publikummet blevet større men mindre undrende.

”At stå på scenen det er jo livet. Det giver et kick – det kan jeg jo lige så godt indrømme. På en eller anden måde bliver jeg afhængig af det.”Han har mest satset på gospelmusikken, men nu lyder der nye tonarter fra sangeren.

”Jeg synes, at det er fedt en gang imellem med en mere blød og fyldig klang. At man i stedet for fraseringer koncentrer sig mere om teksten. Gospel kan somme tider godt blive lidt noget skrigeri. Det er sådan helt ude i fjæset. Der skal arbejdes hele tiden.”

Til april udkommer Runes første cd i eget navn. Det er en jazz-plade, hvor kontrabassisten Jesper Lundgaard, tommeslageren Ole Streenberg og pianisten Mads Bærentzen spiller med.

”Jazzmusikken er meget sådan ’slap af og syng en sang’. Jeg kan virkelig godt lide denne udfordring”

Fred med Gud

Soldaterne fortsætter i takt, og bumpende forsætter. Akustikken i rummet får lydende til at blive endnu højere. Det store hvide rum kunne godt ligne en gymnastiksal eller måske en kantine. En bog, der ligger på et bord på scenen, afslører rummets brug – det er en bibel.

”Det er så meningsfyldt for mig at synge gospel, fordi jeg tror på det jeg synger. Der er somme tider, hvor jeg har kunnet mærke en eller anden fred, som overgår al forstand, som for mig til at føle mig elsket og accepteret. Det giver en eller anden ro.”

Og det er ikke helt tilfældigt, at Rune faldt over gospelmusikken. Hele barndommen var kirkegang og trosbekendelse om søndagen et fast ritual for den kristne familie. Det blev til en kristen skole og gymnasium, og det var først på musikkonservatoriet, at Rune for alvor mødte et miljø uden for det, han kendte. Et miljø med fester og alkohol.

”Jeg var slet ikke vandt til at være sammen med mennesker på den måde. Det faldt mig ikke naturligt.”

Rune blev lidt en outsider, fordi han ikke passede ind.

Fred med gospel, gud og gåture

February 3, 2011

Hjemve fra Rio

Som en del af undervisningen, tog Rune på studietur med de andre fra konservatoriet. Turen gik til Rio i tre en halv uge. Tre en halv uge med druk og fest.

”Jeg kan huske den følelse, jeg havde, når jeg vågnede op om morgenen. ’Nu er der tre uger til, jeg skal hjem. Hold kæft det er lang tid’. Det var næsten så den gjorde ondt i maven.”

På et tidspunkt var det ved at blive for meget. Han havde lige været nede på en netcafé og chatte med dem derhjemme og kom tilbage til en tom lejlighed. Han havde en cd med gospelmusik, som blev sat på, og så vendte det hele.

”Jeg tror stadigvæk, at det var Gud, der vendte min sorg til dans. Og det gjorde han bare. Ikke fordi det hele var rosenrødt fra den dag, men alligevel stod jeg pludselig med hænderne i luften og skrålede med. Måske mærkede jeg lidt fred. Det var bare godt at opleve.”

Resten af turen vendte humøret, og outsider-rollen blev skiftet ud med et par gode venner.

”Det var rigtig sundt for mig. Jeg lærte at være sammen med dem, og jeg ser mig ikke som en outsider mere. Jeg nyder at være sammen med dem i dag.”

Gud på sengekanten

Af og til møder Rune mennesker med fordomme om hans religion. Om de mange regler, der findes i kristendommen.

”Med det forhold, jeg har til Gud, så er der absolut ingen grund til fordomme. For mig er Gud frihed. Gud elsker mig, som jeg er, og selvfølgelig er der ting, som jeg ikke gør. Men det er ikke fordi jeg skal leve op til noget.”

Religionen er også noget han lærer videre til sin etårige datter. Hver aften synger de, ligesom dengang Rune var lille, en godnatsang og beder Fader Vor.

”Det er vigtigt for mig, at hun vokser op og lærer de her ting. Men jeg vil gerne, at hun ikke vokser op, og kun ser kristne mennesker. Det er da for kedeligt. Der er jo ingen udfordring.”

Huller og spejderliv

Runes mor havde lidt af en udfordring med at få lært ham at spille klaver.

”Det var jeg ikke sådan helt opsat på dengang. Jeg ville hellere ud og lege og grave nogle huller i jorden. Og så elskede jeg at lave jordhuler og lege med lego.”

Rune har tidligere været spejder, og udendørslivet har altid været noget, som han kunne lide.

”Det er den friske luft. Jeg kan godt lide bare at gå ude i naturen. Her kan jeg tænke og få lidt fred.”

Sammen med hustruen Karin, tager han ofte en spadseretur, hvor de får snakket. Her taler de bedst, for så er der ikke andet at give sig til. Hjemme kan det nemt blive tv’et, computeren eller datten Anna, som tager opmærksomheden.

I hus

Den treværelses lejlighed ligger i Brabrand i Århus. Et sted med lidt mere natur, ville ikke være dårligt.

”Vi vil meget gerne flytte. Vi vil gerne have et hus. Det kunne være fedt med lidt marker og ro, men pengene er ikke lige til det.”

Indtil da, må familien nøjes med det skov, som ligger ved lejligheden og den akvariefisk, som svømmer rundt på arbejdsværelset blandt musikinstrumenterne og noder til sange. Måske de gospelsange, som Rune sætter gang i, når Århus Gospel Singers mødes. Til tramp, klap, armbevægelser og sang.

(Faktaboks)

Rune Herholdt

•Født: 1977 i Middelfart

•Studerer på Musikkonservatoriet i Århus med rytmisk sang som hovedfag.

•Kendt som ’Henrik’ i filmen ’Oh Happy Day’

•Synger med i gospelbandet Amaze og har nu startet sit eget kor – ’Århus Gospel Singers’.

•I løbet af foråret udkommer hans debutalbum med jazzsange – “A Single Touch”

Gospel for fuld udblæsning

Sang, smil og smittende stemning til Århus Gospel Singers’ koncert i Åbyhøj. Se billedreportage.

Af Jesper Gaarskjær

jega@stiften.dk

Salen gyngede, og der blev sunget, klappet og smilet stort, da Århus Gospel Singers søndag konkurrerede med pinsesolen og holdt gospelkoncert i Århus Valgmenigheds lokaler i Åbyhøj

Rune Herholdt dirigerede gospelkoret, der assisterede solisterne Laura fra X Factor og amerikanske Gregory Boyd, der er opvokset i New Orleans og bor i Viby.

gospel for fuld udblæsning

February 3, 2011

En glad dreng med røde kinder

Jeg er jo ikke skuespiller, men måske var det bare sådan en helt almindelig type som mig, de manglede, siger gospelsangeren Rune Herholdt fra Århus. Han spiller med i Hella Joof’s nye film „Oh happy day.“

Af Ole Larsen, KP

En skolekomedie i 6. klasse var Rune Herholdt eneste erfaring med de skrå brædder, indtil han sidste år blev kontaktet af folkene bag Hella Joofs nye film „Oh happy day“, som har biografpremiere den 5. november.

Screenshot fra filmen „Oh happy day“ Henrik Jepsen alias Rune Herholdt er første mand fra venstre. Foto: Lars Høgsted.

- Nej, jeg er overhovedet ikke skuespiller, og jeg har aldrig lært, hvordan man skal. Jeg er bare en ganske almindelig glad dreng med røde kinder, smiler Rune beskedent.

Helt ubekendt med rampelyset er den 27-årige konservatoriestuderende dog ikke. Ved siden af studierne har han nemlig undervist på flere gospelworkshops, ligesom han er en del af gospelbandet Amaze og solist i Opstand Gospel Choir.

Og netop Opstand Gospel Choir er nok hovedårsagen til, at Rune om få dage ruller hen over landets biograflærreder.

Koret ledes nemlig af Mr. Gospel himself Hans Christian Jochimsen, der har en stor andel i den nye film.

Søgte gospelsanger

Forud for optagelserne fulgte manuskriptforfatterne Hella Joof, Lotte Andersen og Jannik Johansen nemlig den kendte korleder rundt i landet for at få et mere grundlæggende kendskab til det danske gospel-miljø.

Her overværede forfatterne blandt andet en koncert på Diakonhøjskolen ved Århus, hvor Rune var solist.

- De så og hørte mig synge, men de anede jo ikke, om jeg kunne spille skuespil. Men jeg tror faktisk bare, de var interesserede i en ganske almindelig person, som var vant til at synge gospel, fortæller han.

Kort efter blev Rune kontaktet og bedt om at møde op til optagelser i en lille sognekirke ved Roskilde.

- Det var en meget speciel oplevelse pludselig at gå rundt mellem de kendte skuespillere, fortæller Rune, der nu er på fornavn med Hella Joof, Lars Hjortshøj og de andre kendisser.

- Men de tog godt imod mig og gav gode råd til, hvordan jeg skulle spille min rolle. Især Lars Hjortshøj var meget hjertelig og god til at komme og spørge, hvordan det gik.

Ventetid

I filmen spiller Rune Henrik Jepsen, en almindelig ung mand, som er med i en stor del af filmen, men som kun har tre replikker undervejs.

Optagelserne fandt sted sidste efterår, og selv om Henrik Jepsen langt fra er filmens hovedperson, var Rune Herholdt med til optagelserne stor set hver dag i en måneds tid.

- Det har jeg lært meget af. Og især har jeg fundet ud af, hvor meget ventetid, der er, når man laver film. Vi har godt nok siddet mange timer i en turbus og læst aviser, mens andre flyttede rundt på kulisser og sørgede for at teknikken virkede.

en glad dreng med røde kinder

February 3, 2011

Rune har siden optagelserne set filmen en enkelt gang, og han har svært ved at skjule sin begejstring.

- Det er en komedie, så selvfølgelig skal den være sjov, selv om den også handler om alvorlige emner, blandt andet tro, forklarer han.

En enkelt kærlighedsscene i filmen kunne Rune godt have undværet, men generelt bliver filmens alvorlige temaer behandlet seriøst og uden hverken ironi eller sarkasme.

Faktisk mener jeg, at man sidder tilbage med et vidnesbyrd om, at Gud er til, når man har set filmen, forklarer Rune.

Gud griber ind

„Oh happy day“ handler i korte træk om livet i en lille sjællandsk soveby, én af den slags byer, man bare kører igennem. Et af lokalsamfundets få holdepunkter er kirkekoret. Eller rettere var. For korlederen har fået nyt job, og det har mildest talt smittet af på lydkvaliteten.

To af kormedlemmerne overværer en gospelkoncert i Københavns Domkirke, og oplever, at gospelmusikken bringer blodet i kog, og de beslutter sig selv at starte et gospelkor som afløser for det hendøende kirkekor.

En mørk aften cykler filmens hovedperson Hannah, spillet af Lotte Andersen, rundt på de små veje uden lys på cyklen. Og inden hun ved af det ligger hun i grøften sammen med en bus med et helt amerikansk gospelkor i grøften.

Hannahs uforsvarlige kørsel falder naturligvis ikke i god jord hos den amerikanske korleder, som hun bagefter besøger på hospitalet. Men korlederen Jackson er en gudfrygtig mand, og han kan ikke afvise, at uheldet kan være Guds indgriben, så han indvilliger i at hjælpe det nye gospelkor med lidt rytmisk inspiration.

Og pludselig sker der noget. Pludselig får både gospelmusikken og det kristne budskab, som amerikaneren bringer med dem, fat i de jævnemedlemmer.

Filmens afslutning er for Rune et af højdepunkterne.

Koret har efterhånden fået mange flere medlemmer, flere af statisterne er medlemmer af Opstand Gospel Choir, og gospelmusikken swinger.

I en scene står kormedlemmerne med hinanden i hænderne, og Hannah beder en bøn, hvor hun siger Gud tak for, at han var der, da koret var lille, og det hele var svært. Og hun beder ham om at være med koret i fremtiden.

- Da hun siger amen, kigger flere af vi kristne på hinanden, og vi har bare lyst til at klappe og råbe halleluja. Jeg er næsten sikker på, at hun bad rigtigt, smiler Rune.

Stort indtryk

Selv om han ikke fik lejighed til at fortælle ret meget om sin tro til de andre skuespillere, er han ikke i tvivl om, at de ved, at han er kristen.

Og at arbejdet med filmen har gjort indtryk på de medvirkende, kom til udtryk ved afslutningsfesten.

Én af filmens producere rejste sig op og sagde, at han dårligt vidste, hvad han skulle gøre af sig selv under optagelserne, fordi han følte, at der var et eller andet stort, som han ikke kunne forklare, fortæller Rune.

- Så kunne jeg tænke ved mig selv, at jeg godt vidste, hvem det store, han havde mødt, var, smiler Rune.

Nu glæder han sig bare til premieren, og de reaktioner, der kommer.

- Det har været en stor oplevelse at være med til, og jeg vil ikke afvise, at jeg har lyst en anden gang, hvis nogen kan bruge mig. Men jeg har ikke tænkt mig selv at opsøge det.

At vælge tro giver bekymringerne baghjul

Selvværd, synd og bekymringer er svære at swinge med. Men tro giver ro for musikeren Rune Herholdt

Af Helle Arensbak

En tidlig efterårsmorgen sidder 31-årige Rune Herholdt under kaskettens skygge og finder ord for sin tro. Musikværkstedet er klemt godt ind i den lille lejlighed på 3. sal i Brabrand. Rune er gospelsanger med stort G.

Troens frirum

Det grå vejr udenfor er ingen hindring for sjælens varme glød. Øjnene glimter passioneret for hans personlige valg. Rune lyser af nærvær.

”Jeg har været troende stort set hele mit liv. Gennem min familie. Men på et tidspunkt har jeg selv taget stilling til min tro og valgt at blive i den”.

Fiskene svømmer livligt rundt i deres andedam bag akvariets glas. De er tilfredse med ders liv. Manden bag mikrofonen er også tilfreds med sin tilværelse.

”Jeg fandt et hjem i troen, som jeg kunne bygge mit liv på, så jeg ikke bare render rundt og spredhagler. Jeg fandt ligesom et tilholdssted og en accept af mig som person”.

Samfundets individualistiske udvikling har gjort..”at vi selv er blevet målestok for vores følelser” siger sociolog Ole Bjerg.

Vi shopper efter sjælesorg, når vi træder ved siden af normerne, der bombastisk er sat op på idolbasis. Bekymringen om egen status er hård for psyken, hvis der ikke findes et forum at søge svar i.

Psyken bliver bygget op over tid.

Psykolog og coach Isabella Sofia Nielsen beskriver det således:

”Du har med i vuggegave, at du tror på dig selv. Men det bliver pillet fra én, når du

kommer i relation med andre. Følelserne skabes, mens du er lille og bliver forværret op igennem teenageårene. Det er jo fantastisk, at vi overhovedet kommer igennem folkeskolen uden alt for mange ar på sjælen”.

Selvværdet kan gro i dig, hvis du er i balance. Der er ingen tvivl om, at dén der har en tro er stærk psykisk.Tro kan være mange ting. Det er dit valg, hvor du finder din klarhed. I en bøn, gennem meditation, mantra eller samtale.Det er dét at have en tro, der gør en forskel.

Tvivlens rodløshed

Runes glæde for musikken sidder i ham som gammel kærlighed. Dog kan tvivl til egne evner sende ham ud i mørket, når han står overfor stjernedygtige sangere. Med alderen er det blevet lettere at sige til sig selv:

”Hallo, så kan jeg andre ting. Og hvis jeg går helt ned, så snakker jeg med Gud om det”

Livets kriser er da heller ikke gået Runes personlige hus forbi.

”Jeg kan kun sige, at jeg har været helt ude at skide, synes jeg selv. Jeg kæmpede med en lidt syndig livsstil, der fik mig til at tvivle på Guds kærlighed. Jeg endte med at gå til Gud og til en præst. Det gjorde en forskel, at jeg snakkede med nogen om det. Ud over Gud.

Sjælesorg

Ordet 'sjælesorg' betyder 'omsorg for sjælen'.

Sjælesorg er for mig, noget bredt. Det er noget vi alle har brug for og bruger. Samtalen og relationen. Hvis vi ikke har relationen tæt på andre, mangler der jo noget meget væsentligt i vores tilværelse”.

Jens Christensen er præst i Immanuelskirken i hjertet af Århus. Han ser ikke sjælesorg som noget med at behandle. Den er et spørgsmål om at gå ind og lytte, og undlade så vidt muligt at give svar.

Jeg valgte på et tidspunkt at læse lidt psykologi, og faktisk gå ind i sjælesorgen via psykologien. Jeg var på et tidspunkt der, hvor jeg simpelthen ikke kunne være præst, hvis jeg ikke lærte mere om, hvordan mennesker er skruet sammen.

I den danske kirkehistorie har psykologien ikke haft den store plads, men det er som om, barrierene langsomt er begyndt at falde.

Kirken har mistet sin aktualitet

Rune retter lidt på kasketten og snakker videre. Foruden hans egen lille tre-enige familie så har kirken en særlig plads.

Øverst står biblen. Den har udsyn over hele kontoret med de mange bøger, instrumenter og noder der bor i de fyldige stigereoler.

Selv om Rune ikke bliver mødt med fordomme for sin tro, er han er ked af, at kirken ikke er mere aktuel for den brede befolkning.

”Nu laver jeg mange workshops for konfirmander. Skal de synge ´Lovsynger herren´, så er det et sprog de slet ikke forstår.

Problemet med kirken er, at de i lang tid har holdt fast på liturgien og har givet slip på indholdet”.

Jens Christensen kommenterer kirkens image med en alvorlig mine:

”Jeg oplever kirken næsten pr. definition som en konserverende størrelse, hvor meget lidt bliver lavet om. Vores store opgave er at finde ud af, hvordan kirken kan være relevant i samfundet omkring os”.

Boblende virkelighed

Gospelplakaterne rækker ud efter hjertets opmærksomhed. Smilets på Runes læber vidner om en stor succes.

Hans erfaringer tæller indre ydmyghed og et stærkt fælleskab. Budskabet om kærligheden i teksterne betyder meget for ham.

”Vi higer jo efter, en stærk favn der holder os ind og siger, at du er okay som du er, og jeg elsker dig”.

For Rune er Gud en stærk autoritet, men han stoler på ham. Han har givet slip på bekymringerne men ikke i ansvaret for eget liv og næsten. Hans tro er ikke blot religion, det er virkelighed hele vejen til evigheden. Det grå efterår er ikke så slemt endda, når varmen kommer indefra.

Af Joan Thora E. Laurberg

joan.laurberg@skivefolkeblad.dk

Blæsten presser ubønhørligt på døren ved konfirmandstuen. Raser mod vest op over bakken ved kirken og præsteboligen.

Gennem stuens vinduer skimtes smilende unge mennesker i en rundkreds. Dagens leder i konfirmandstuen på Fur står foran gruppen. Hvis man gestikulere med hele kroppen, så er det sådan, han gør, den 30-årige leder, der konstant bevæger arme og ben til rytmer fra sig selv, de unge eller klaveret.

Han er landskendt fra den danske film "Oh Happy Day" fra 2004, hvor han havde en af hovedrollerne. Rune Herholdt er gospelsolist og korsanger i grupperne Amaze, Mercy og Opstand Gospel Choir. Nu studerer han rytmisk sang ved Det Jyske Musikkonservatorium, men han rejser også rundt i landet som instruktør, hvor han lærer især konfirmander at synge gospel.

En blæsende forårsdag er Rune Herholdt på Fur, hvor han på tre timer skal lære årets konfirmander på øen at synge gospel, som de skal optræde med samme aften i kirken på bakken.

"Nobody but you Lord. Nobody but youuu...!"

- Ja, kom så. Syng det så I tror på det. Staker den, det er vigtigt, at I stakere den. Jah!

Det var præstens hustru, Elisabeth Olsen, som også er organist i kirken, der fik idéen. Ved en fest på Fur sidste år mødte hun Rune Herholdts far,

og det var ham, der fortalte, at hans søn rejser rundt og laver workshops med konfirmander.

- Den nupper vi lige, tænkte jeg. Jeg kontaktede Rune Herholdt, og han ville gerne komme til Fur og lave noget med vores konfirmander, fortæller Elisabeth Olsen.

Sammen med sin mand, sognepræst Claus Henry Olsen, er hun imponeret over, hvor meget Rune Herholdt har lært konfirmanderne i løbet af den første halve time. Workshoppen bbegyndte torsdag klokken 15, og allerede fra begyndelsen er tiden knap, for klokken 17.30 er der festmiddag med Rune Herholdt, hans pianist og præsteparret. En hurtig middag, forstås, for klokken 18 er det tid til generalprøve i kirken, før forældre, søskende, kusiner, fætre og mange andre øboer og furboer forventes at tage plads på kirkens bænke.

"When I was in trouble, you came to my rescue...!"

- Jah, I gør det rimeligt godt, men I skal give lidt mere energi og gøre det mere nærværende. I skal være med, I er tilstede, og I ved hvad I vil. Gør det mere sådan prøv-at-fatte-det-agtigt. Prøv lige at rejs jer op, godt kom så:

"Nobody but you Lord, Nobody but youuu. wouv!" Alle konfirmander er oppe at stå, klapper i hænderne, synger "wouv" på det der lyder som de rigtige tidspunkter. Rune Herholdt banker rytmisk sin ene hånd mod den anden, opfordrer til at knipse, vrikke i hofterne, vippe med fødderne. Sangen overdøver blæsten.

"Lord you healed the sick - and you raised the dead. With only two fish and five loafs of breeeaaad"

- Hvad sang jeg der? Ja, noget om Gud. Dengang jeg gik i søndagsskole, lærte jeg, at alle de svar, jeg skulle give, havde noget med Gud eller Jesus at gøre. Jeg svarede altid Gud, og hvis det skulle have været Jesus, så sagde jeg bare, jamen det er jo det samme, siger Rune Herholdt. Konfirmanderne griner og Rune Herholdt har sikret sig deres fulde opmærksomhed, mens han oversætter teksten.

I køkkenet i præstegården erkender Elisabeth Olsen, at det bliver svært at finde noget for næste års konfirmander, som er lige så godt som workshoppen med Rune Herholdt. - Det er en succes, som bliver svær at slå, siger hun med et smil.

Mens konfirmanderne lærer at synge første og anden stemme, at forstå tekstenog at synge, så de mener det, fortæller øens præstepar, at øens 14 konfirmander har glædet sig meget til workshoppen. Hvert år plejer præsten at tage en tur til Viborg med konfirmanderne, hvor de blandt andet besøger et værested. SIdste års konfirmander lavede sammen med præstefruen også en koncert i kirken. Og måske vil præsteparret også næste år forsøge at lokke Rune Herholdt eller en anden musiker til konfirmandstuen.

Konfirmanderne optrådte torsdag aften i Fur kirke ved en ungdoms- og gospelgudstjeneste

"Det er vigtigt, at I stakerer den lidt. Syng det så I tror på det". På få timer lærte landskendte Rune Herholdt årets konfirmander på Fur at synge gospel.

“Nobody but youuu...!”